Haglvejr 30/6 2007

Blandet køretur fra Struer.
Startede ud med lejet bus og hele familien proppet ind. Fint vejr og tiden disponeret med henblik på en lille pause i retning mod Ebeltoft færgehavn. Plads på færgen var reserveret.
Ved færgelejet kom en ikke helt venlig dame ud og postulerede: " I kan ikke komme med her!"
Argumentet med, at vi da havde reserveret blev igen besvaret med: "I kan ikke komme med her!" "Hvorfor", spurgtes så i samme venlige tonefald. "Jeres bil er for høj".
Familierådslagning. Skulle vi gå ombord og leje en taxa fra Odden, skulle vi lytte til damens forslag om en færge fra Århus til Kalundborg, som først afgik klokken 14:30. Så var vi først fremme, når alle andre gik hjem. Skulle vi blive i Ebeltoft og kigge på den gamle skude (Fregatten Jylland) eller køre ned over Fyn.
Det blev den lange uforglemmelige tur og det var dansk sommervejr, som dog var lidt utænkeligt alligevel.
Straks efter Ebeltoft satte regnen i gang og især omkring Aarhus kneb det for viskerne at være med.
På Vejlefjordbroen i tæt trafik forsøgte en "nød" at skifte vejbane lige foran os og da der ikke var plads måtte fjolset tilbage igen og her var heller ikke plads. Heldigvis ingen skader, men der var, efter en håndfuld fede eder, ganske stille i bussen nogle minutter.
Omkring Årup-frakørslen på motorvejen begyndte der at blive mørkt. Underligt for kl. var kun 11:30??
Pludseligt kom en bil, som så underlig ud. Og så en til og en til og en hel masse flere. Ingen kommentarer, kun isnende stilhed i bussen.
Ham Anton åbnede så kneveren:
"Er det sne, der er på alle bilerne, eller hvá?"
Og så begyndte alle at snakke. Vi ramte så selv uvejret og Martin fandt cameraet for at dokumentere den ekstra forsinkelse og oplevelse.
Spændende var osse alle de ulovlige parkeringer af motorcykler, campingvogne og åbne sportsvogne under motorvejsbroerne.
Efter Odense ikke mere hagl og ankomst til Ibens sommerhus i Nykøbing S i det fineste vejr.
Udramatisk hjemkørsel uden nedbør af nogen slags.