Erindringer for Hansigne Gunhild Andersen.
Jeg er født udenfor ægteskabet 25.06.1898, kom hos mine bedsteforældre i en lille landsby, som hed Skrodsbjerg ca. 4-5 km øst for Tureby St.
på Køge Vordingborg banen.
Min bedstefar var havemand på Turebyholm. Det var et par elskelige og stræbsomme mennesker, jeg var hos dem, medens min mor lærte at sy i Haslev. Så fik mor en lille lejlighed
i Holbæk, nærved min ældste morbror, hvor hun syede for folk. Dengang var der ingen hjælp for enlige mødre, så hun har vel ikke kunne klare sig, for hun tog senere plads hos en landmand, som husbestyrerinde i Langtved,
nær
Ved Langtved færgekro ved Munkholmsbroen, som dog ikke var bygget dengang. Da var Munkholm en ø, som der skulle færges i robåd fra kroen og over til øen og omvendt, det var jo en forkortet vej til Holbæk.
Der lå en enlig gård på øen med en stensat vej ud til fra Holbæksiden, men den var tit overskyllet ved højvande.
Da der var gået en tid blev min mor gift med den landmand, han var en stor gårdmandssøn,
som var
bleven hjulpet til gården af sine forældre, så han troede ve, at alt gik af sig selv, og da kroen var så nær ved med kort og keglespil, opholdt han sig efterhånden det meste tid der, eller på markeder
i Holbæk og Roskilde, kom fuld hjem og havde mange gange handlet heste, som han blev snydt med. Nogle både bed, slog og var stædige.
Der var efterhånden kommet 3 piger ret hurtigt efter hinanden. Vort hjem lå oppe på
en bakke ud mod vandet, med skov på det to sider og Langtved by til fjerde side, men det var så langt ude, så vi kunne ikke se ind til byen.
Jeg havde nu begyndt at gå i skole i Rye skole, der var en times gang, at gå.
Med spidsnæsede træsko på i alt slags vejr, der var jo ikke noget med at køre til skole dengang. Der var et langt stykke vej gennem skoven forbi Ryegård slot. Jeg havde to drenge fra Langtved by, at følges med og en pige
fra skovfogedhuset inde midt i skoven. Om vinteren var det mørkt, når jeg gik om morgenen og mørkt når jeg kom hjem. Jeg husker, at jeg var meget bange.
Da jeg var ni år solgte de og flyttede til Hvalsø, hvor vi
boede i to måneder, til de fik købt et andet landsted i Jystrup Midtsjælland, hvor vi boede i fire år, men stadig var min stedfar på handel, kom fuld hjem med tossede heste. Jeg har ikke tal på alle de tossede krikker vi
havde, indtil jeg blev konfirmeret, men inden da flyttede vi til Skee Huse i Haraldsted sogn, fik et gammelt faldefærdigt landsted. Der kom så en lille pige til, så nu var vi fem børn, og vi var så fattige, at vi til tider fik
farinsukker på maden, eller 1 styk fedtebrød med salt og kartofler, eller et stykke græskar.
Vi børn fik da mad, men jeg ved min mor er gået sulten i seng flere gange.
Jeg husker engang min stedfars bror, kone
og børn var på besøg, da fik de sagosuppe med kirsebær og blommer, efterret frikadeller, kartofler og sovs, men vi børn sad i køkkenet fik ingen frikadeller, de skulle være til pålæg til aftensmaden.
Vi boede tæt ved en stor skov, hvor vi børn legede tit sammen med naboens børn, som i øvrigt var lige så fattige som vi var.
Inde i skoven var en stor slugt, rund og dyb som en gryde, den blev kaldt ”fandens
kedel”.
Til påske kogte mor to æg til hver, i en gryde med løgringe. De blev så fine gyldne. Så gik vi derhen for at trille påskeæg.
Der hvor vi boede havde vi så mange rotter.
Mor havde bagt æbleskiver til kaffen, det var sankt hans aften, men da vi kom hjem fra bålet havde rotterne skubbet låget væk, som var lagt over fadet, og ædt de fleste æbleskiver.
Mor sad mange nætter for at
sy tøj til os børn, frakker og kjoler, som hun fik og syede om. Hun syede særke, bukser, underskørt af hvidt lærred og forklæder. Dengang kunne man købe lærred og bomuldstøj til 15-20 øre pr
alen. Hun strikkede strømper og syede kludesko, vi måtte have med i skole, da vi jo ikke måtte gå ind med vores træsko. Dem skoede hun også, for læderfodtøj havde vi kun på til eksamen og juletræ
i skolen eller søndagsskolen.
Når vi skulle til købmanden eller brugsen skulle vi gerne have æg med, ellers kunne vi ikke få varer, da vi jo sjældent havde penge at få med. Jeg husker engang, jeg gik over
en mark, da der så ikke var så langt til købmanden, faldt jeg og slog nogle af æggene i stykker, jeg måtte gå hjem igen, og mor måtte regne ud, hvor meget jeg kunne få for de æg der var tilbage.
Jeg
kan huske, jeg tænkte: så drikker han så mange penge op, så vi børn og mor skal spare.
Mor måtte være med til alt ude, malke, fodre, muge ud i stalden, luge roer, høste, tærske, skære tørv,
save brænde, ja hun måtte også kalke huset, både ude og inde, og i stalden. Min stedfar lavede efterhånden ikke andet end gå og skændes med naboerne, og ellers finde svirrebrødre at drikke med.
Han har
aldrig slået mig, men sine egne gav han tit en omgang, og skældte både mor og os børn ud, når han endelig var hjemme.
Nu er vi nået til at jeg skal konfirmeres, den dag var to ugifte søstre til min stedfar
kommet. Af den ene fik jeg 2 kroner og af den anden en sommerhat, hun ikke selv ville gå med (hun var midt i trediverne) og de var tilmed meget velhavende begge to, men de havde aldrig noget tilovers til mig. Jeg var godt sur over de gaver, især
hatten.
Jeg kom ud at tjene på en lille gård. Jeg havde det godt, men skulle tidlig op, være med at malke både morgen og aften, vaske mælkejunger, gå i marken, luge roer, høste, holde haven ren, være
med at save og flække brænde. Jeg var fæstet et helt år. Jeg skulle have 90 kroner, et par træsko og garn til et par strømper, jeg selv skulle strikke.
Da jeg blev fæstet fik jeg 2 kroner i fæstepenge,
det fik man dengang. Da jeg havde været der et år, kom jeg på Haraldsted mejeri for at lære at lave smør og ost, men det var et strengt arbejde.
Jeg skulle hjælpe i huset om eftermiddagen, når jeg var færdig
i mejeriet. Der var to små børn og en splittergal kælling. Der fik jeg 150 kroner for et helt år. Jeg blev der i 1 ½ år, så jeg synes ikke, jeg kunne holde til al det vandplask mere.
Dengang havde vi jo hverken
gummiforklæder eller gummistøvler, vi gik på højklampede træsko i mejeriet. Der var heller ikke frysere til smør og fløde. Vi havde en bygning ved siden af mejeriet, som var isoleret i en bred hulmur med tørvesmuld
og om vinteren når det frøs og der var is på Haraldsteds sø, blev landmændene sagt til med heste og vogne, nogle til at hugge isen i store flager og andre til at køre det hjem til huset til det fuldt.
Der havde
vi et rum til smør og fløde med lemme indtil isen så der var tilpas køligt. Det var store dage, når der skulle ises, så skulle alle have eftermiddags kaffe.,
Jeg havde fri én gang om måneden fra klokken
ca. 10 søndag formiddag, når vi var færdige i mejeriet, jeg havde ingen cykel før jeg var 16 år, så jeg skulle gå.
Når jeg gik rask til kunne jeg gå hjem på 2 timer, for de var igen flyttet
over i nærheden af Hvalsø, og jeg skulle være hjemme næste morgen til arbejdet begyndte klokken 6. Somme tider kørte min søster mig, enten om aftenen eller om morgenen.
Da jeg var 16 år fik jeg en søster
til, så der var 5 piger derhjemme. De var lige fattige og mor kunne ikke magte så meget og med alle de børn.
Hun levede 20 år efter at min stedfar var død. Det blev de bedste år for hende, hun kom til Roskilde fik
en lille lejlighed og havde sin folkepension. Hvor jeg undte mor de år efter alt hendes savn og slid, men hun kunne ikke lide, vi talte om, hvor fattige de havde været.
Jeg selv rejste fra mejeriet til Overdrevskroen ved Roskilde Ringsted
landevej, der var jeg i 2 ½ år. Der traf jeg min mand. Vi tjente der begge i et halvt år sammen, så kom han ind som husar, var soldat i 2 år 6 dage - ud i et. Det var sikringsstyrken under første verdenskrig, men
det var faktisk først da han kom hjem, det blev endeligt bestemt, det skulle være os to.
Jeg rejste til en gård ikke så langt fra kroen, der var jeg i 2 år medens vi var forlovede. Vi blev gift 12 maj 1920 i Soderup kirke
ved Tølløse.
Vi gik begge på arbejde, min mand var murerarbejdsmand om sommeren og skovarbejder om vinteren.
Vi boede først i Jystrup by, siden i en nedlagt landejendom ude ved landevejen. Vi havde fået to piger
og en dreng.
Så fik vi min mands hjem lidt derfra i forpagtning, min svigermor mistede sin mand i 1914. Så kom ældste søn hjem for at passe hjemmet for min svigermor.
Min mand var hjemme inden, han kom til kroen at tjene.
Da kom nummer tre hjem, og da han blev gift kom den yngste. Da han blev gift i 1928, blev det os som forpagtede det i syv år.
Så døde min svigermor, og min mand ville vi skulle købe det, men vi skulle jo udbetale de andre
søskende deres arv, så vi kom til at sidde meget hårdt i det.
For så kom landbrugskrisen i tredverne, - vi mistede en ko, nogle grise og havde i det hele taget meget uheld. Vi var i nogle år meget fattige.
Min mand
var en slider, han havde kørsel med mælk til mejeriet og kørsel i skoven. Så måtte børnene og jeg passe det der hjemme, og lørdag og søndag ordnede han så det, vi ikke kunne magte. Vi havde fået
endnu en dreng, så vi havde fire børn, og efterhånden fik vi da også mere held økonomisk.
Min mand hverken drak eller spillede, det var kun hans pibe, han benyttede og alligevel, måtte vi købe lidt mindre
varer i brugsen, så der kunne blive til lidt tobak, i de år det var allerværst.
Vi var en overgang så fattige, at vi ikke havde råd til at slagte en gris til eget brug, da vi skulle bruge pengene til at betale vores udgifter
med, ja da vores ældste pige kom ud at tjene, måtte vi låne af hende, det første halve år, men efterhånden blev det da bedre.
Den anden pige var også blevet konfirmeret, og ude at tjene. Vi havde fået
noget mere jord i leje, så vi kunne have flere køer og grise. I 1940 blev den ældste dreng konfirmeret, så nu havde vi kun den yngste dreng hjemme.
Nu kom anden verdenskrig, der skulle skæres tørv, - så
tjente min mand godt, vi fik drænet marken, lagt elektrisk lys ind. Vi havde efterhånden fået det ret godt, men foråret 1943 blev min mand syg, den 5 juli kom han på Ringsted sygehus. Der lå han til den 17 august, blev overflyttet
til Rigshospitalet for en kræftsvulst i maven, men det viste sig, at den ikke kunne fjernes.
Jeg var rejst ind dagen før, han skulle opereres, så jeg talte med professoren, som sagde : vi kan ikke fjerne svulsten, og Deres mand kan
allerhøjst leve i 2 måneder. Det var den 26 august.
Jeg blev hos nogle bekendte til mandag, for at være nærved, lige efter operationen, men natten mellem lørdag og søndag den 29 august, kom jo det forfærdelige
opgør med tyskerne. Vi hørte meget skyderi i gaderne om natten til den 29. og søndag aften var der udgangsforbud fra klokken 8 til næste morgen klokken 6.
Jeg skulle rejse hjem om mandagen, så om formiddagen, tog jeg
ud på hospitalet for, at sige farvel til min mand. Der var en sygeplejerske fra Ringsted, som havde passet min mand der. Hun var kommet til at arbejde på rigshospitalet. Hun sagde jeg ikke kunne rejse med toget uden passagerseddel fra politiet.
Telefoner og alt var lukket, så jeg gik hen på Fælledvejens politistation, men de kunne ikke hjælpe, - tag ind til hovedbanegården, og se at komme med det første tog. Det kunne lade sig gøre. Jeg gik tilbage til
rigshospitalet og ind på kontoret – fik en skrivelse på, at jeg havde været i København fordi min mand var på hospitalet.
Jeg gik så op til min mand, hentede min kuffert – sagde farvel til ham.
Da
jeg kom til ankomsthallen, hvor der ved trappen ned til perronen stod en banemand, som plejer at skulle se billetterne, - det var lige meget bare se at komme ned og find en plads.
Da jeg kom ned stod tyskerne med maskinpistoler på perronerne.
Jeg kom op i et tog til Roskilde, det var en vogn med den lange gang og små kupeer, der var to pladser ledige - 2 civile og resten tyskere.
Et øjeblik efter jeg havde sat mig, kom en dame med en meget stor kuffert, en af tyskerne
lagde den op i nettet lige overfor mig, der var den anden tomme plads, jeg går et øjeblik sagde hun, men hun kom ikke tilbage. Der var jo megen sabotage mod togene som tyskerne rejste med, så jeg sad og tænkte, - mon der skulle være
en bombe i den kuffert. Da vi havde kært noget kom en ung mand, som havde været i kødbyen for fjerkræslagteriet, vi var naboer med. Han havde besøgt min mand efter jeg var taget af sted. Han havde lovet at se efter om jeg skulle
være med samme tog som ham. Han sagde du må ikke stå af i Roskilde, da der sikkert ikke kørte rutebil, men han ville prøve at stå af og løbe ud for at se om der var nogen biler, ellers måtte vi tage med til
Borup, og så på en eller anden måde komme hjem derfra. Han nåede ud at se der holdt en bil til Ringsted. Han vinkede – jeg skulle stå af, det havde vi aftalt, og jeg var kun lige kommet ned på perronen, da toget fløjtede
afgang.
Da bilen til Ringsted nåede ud for klemmefabrikken, stod der to tyske soldater midt på vejen, så vi måtte stoppe, den ene kom ind i bilen for at visitere os, men vi fik da lov at køre igen, og jeg nåede trods
mange vanskeligheder og nevøsitet helskindet hjem, men hver gang jeg skulle ind, at besøge min mand, måtte jeg cykle til Ringsted ca. 10 km for at få passagerseddel. Sommetider stå i kø 2 timer.
Den 10 september
om eftermiddagen blev der ringet til telefoncentralen, vi havde ikke selv telefon, at min mand blev udskrevet lørdag den 11 september, så jeg var nød til at tage derind for han havde jo ikke noget tøj derinde. Jeg kom med en rutebil
til Roskilde, men jeg kunne ikke komme med toget uden passagerseddel, så jeg satte kufferten i garderobe og så ned på Stændertorvet, der var politistationen under byrådssalen.
De kunne ikke forstå, det var nødvendigt
jeg skulle derind, men jeg måtte flere gange forklare, han ikke kunne rejse hjem, da han ikke havde noget tøj derinde.
Jeg nåede ind til hospitalet godt middag og han ville af sted med et samme, men der gik jo ikke mange tog, så
vi kunne ikke komme af sted før klokken 16.
Så da vi skulle med sporvogn fra hospitalet, var det allerede myldretid, men jeg fik da en plads til ham. Han var så mager og afkræftet, så det var, som rejste jeg med en der
havde været i koncentrationslejr.
Da vi nåede banegården var han så træt, så han dårlig kunne sidde alene på en bænk, og ned af trapperne til toget var helt umuligt. Jeg gik ud og talte med en portør
ved rejsegodset, han lovede, at han kunne komme ned med godselevatoren.
Da vi nåede til Roskilde, var der igen trapperne – vi kom ind på andet spor, men da toget var kørt, bar en portør ham over sporet til første
perron, medens jeg løb ned gennem tunnelen.
Vi kom med rutebil fra Roskilde og hjem.
Da vi boede lige op til hovedvej 1, holdt rutebilen lige ved vores indkørsel.
Det blev en streng tid for os alle, han havde nogle forfærdelige
smerter. Så vi måtte have læge om natten, og da vi ikke selv havde telefon, skulle vi til telefoncentralen, et stykke derfra, og da der var udgangsforbud fra klokken 8 aften til næste morgen klokken 6, foreslog lægen, at jeg skulle
lære at give indsprøjtning, når han fik de slemme smerter.
Jeg havde min gamle mor til at hjælpe mig. Jeg kunne jo ikke nå det hele, når han var så syg. Han levede til den 18 november, så døde
han stille om formiddagen klokken 11.30.
Jeg havde fået min ældste søn på 17 år hjem, at hjælpe mig, der skulle jo tages roer op, og marken efterårspløjes, og dyrene skulle jo også passes med foder
og malkning. Jeg havde hjemmet i 2 år, så solgte jeg det, købte hus i Roskilde. Jeg arbejdede først på Sankt Hans Hospital, siden på Roskilde amtssygehus, og de sidste 8 år som nattevagt på Roskilde Alderdomshjem
i Sankt Peders stræde. Men 8 år efter min mands død, havde jeg den sorg at min yngste datter, hun blev syg, og døde af leukæmi kun 27 år gammel. Hun havde en lille pige på 5 ½ år, som jeg så i
en alder af 53 år adopterede. Hun er nu gift, har 2 drenge. Alle mine børn er gifte og har det godt. Jeg har 7 børnebørn, 12 oldebørn at glæde mig over. Jeg har rejst en del rundt i Danmark, siden jeg blev pensionist,
men jeg har da også været uden for dansk grænse.
Jeg har været på Ålandsøerne, det var en stor oplevelse. Til min 80 års fødselsdag fik jeg billet til at flyve fra Kastrup til Esbjerg, hvor jeg
så var på Fanø på familiebesøg, inden jeg fløj tilbage nogle dage efter.
Nu er jeg 81 år, har været 7 dage med Roskilde vanføreforening i Linkjøbing i Sverige, det var en dejlig tur. Vi
boede i en sommerlejr, hos nogle rare mennesker, men jeg da kom hjem, var min ældste søn kommet på sygehuset, og døde 8 dage efter.
Det var en stor sorg, at ens voksne børn skal dø før en gammel mor på
81, men det er vi jo ikke herre over.
I 1982 var jeg 5 dage i Harzen, sammen ned nabokonen ude fra Snekkerup, hvor vi boede da min mand levede. Det var jo også en stor oplevelse, alle de høje skovklædte bjerge, vi kørte
på snoede veje i en højde af 850 meter. Vi kørte også langs den Østtyske grænse, hvor der var høje pigtrådshegn og store strækninger på begge sider, så man kan godt forstå det er vanskeligt
at flygte fra den ene side til den anden.
Tirsdag den 25 januar var jeg til 20 års fest i en klub, som hedder Lions, jeg har været med alle 20 år. Vi var 4 damer som havde været med fra begyndelsen. Vi fik hver en stor dug.
Vi kommer til underholdning hver anden tirsdag, fra september til maj, hvor vi slutter med en skøn udflugt. Vi er ca 70-75 hver gang vinteren igennem.
Jeg har også nogle år været i teater, både i det kongelige, amagerscenen
og allescenen, 5 forestillinger for 175 kroner for sæson, og i cirkusbygningen i København.
I år har jeg fejret men 85 års fødselsdag. Alle mine børn, svigerbørn, børnebørn og 11 oldebørn,
samt venner og bekendte mødte op med gaver og blomster.
Dagen efter var jeg med børn og svigerbørn 8 i alt til spisning på Svogerslev kro, - to minderige dage.
Den 15 maj flyttede jeg efter 38 år fra mit hus på
Sønderlundsvej 3 til Helgebakken 116-1, har fået en dejlig lejlighed med bad og wc, det var næsten det bedste af det hele, da jeg havde 25 trin ned til wc på Sønderlundsvej. I det hele taget er jeg lykkelig i glad i min høje
alder, sammen med min familie.
Jeg ville bare ønske min mand havde oplevet det sammen med mig, men i år er det 40 år siden han døde.
Da børne- og oldebørn ikke var med til festen med spisning til min 85
års fødselsdag lavede børnebørnene fest på min 86 års fødselsdag i kegleklubbens festlokale. De havde dækket fint kaffe- og spisebord, jeg havde bestilt middag fra palæcafeen. Vi havde en dejlig fest,
vi var 28 i alt. Det er jo efterhånden en stor familie.
Så har jeg været en tur på Fanø, at besøge Erna og Grethe, jeg har også været 5 dage i Harzen en uforglemmelig tur.
Men i dag den 26.9 1984
har jeg haft den sorg at miste min kære svigerdatter, det var i august 5 år siden hendes mand døde, så hun er den 3. jeg skal følge til graven, 2 voksne børn og nu min svigerdatter.
Den 21.6 1986 rejste jeg
med Bramsnæs ældre i liftbus over Sverige til Bornholm, hvor vi boede på et dejligt hotel i Nexø, og den 25.6 på min 88 års fødselsdag var vi 10 som tog turen til Kristiansø og Frederiksø, det var en
stor oplevelse. Vi var Bornholm rundt i 5 dage i skønt solskin, da vi havde bussen til rådighed alle dagene, vi var der ovre.
Jeg har et oldebarn på 5 år, som skal på et hospital i England den 2 september for at
opereres for dårligt hjerte, det er jeg meget spændt på hvordan det skal gå. Senere men heldigvis forløb 2 store operationer i løbet af september måned godt og vi fik lille Jesper hjem igen, glad om end lidt træt,
men om et par år skal han igen derover til en operation igen for at det kan blive helt godt med ham.
Den 20.7 1987 døde mit barnebarn Kurt kun 28 år, ved en strømulykke få dage efter jeg kom hjem fra hospitalet.
I
oktober samme år som Kurt døde blev Jørgen opereret i oktober og fik sat sit venstre ben af, og var på hospitalet næsten ud i et til påske 1988 året efter. Han døde den 5 marts 1989 og blev bisat på
sin 59 års fødselsdag den 9 marts 1989.
Ja det er jo næsten sørgelige ting jeg kan fortælle om, men der er da også lyse ting imellem. Nu er 4 af mine oldebørn konfirmeret og den ældste har fået
sin egen lejlighed og har også arbejde.
Nu fylder jeg 93 år men jeg har det ikke så godt, jeg har fået så meget gigt, men har megen hjælp, så jeg klarer det i min egen lejlighed.
2 dage efter min fødselsdag
fylder min eneste svigerdatter 60 år, men hun er rask og kan passe sit arbejde.
Her slutter farmor/mormor sin beretning om et langt og begivenhedsrigt liv.
Hun døde den 25 maj 1995, (97 år)
mæt af dage.